Interessen for at arbejde med og formidle historie har altid fulgt mig i min journalistiske karriere, således er det i løbet af de sidste tre årtier blevet til mange artikler, bogindlæg, radioudsendelser og film. Denne historiske aktivitet er vokset i Kvist Kommunikation, hvor de sidste seks år blandt andet er gået med at dokumentere Auschwitz-overlever Arlette Andersens historie om at overleve Holocaust under Anden Verdenskrig. Men det kapitel i Danmarkshistorien, som jeg har brugt den største del af min tid på at dokumentere, er på alt det der knytter sig til min bys historie - Fredericia; anlagt som en militær fæstning for 370 år siden.


Det største projekt omkring Fredericias historie blev produceret i samarbejde med Fredericia Kommune og det daværende Vejle Amt Kulturpulje, da jeg under seks måneders orlov fra min arbejdsplads, Danmarks Radio i Vejle, Kanal 94, producerede en serie på seks audioer omkring Fredericia under Treårskrigen 1848-1850. Audioerne blev i sin tid udgivet som CD´er i et særligt hæfte, men i dag kan de høres via Kvist Kommunikation på Soundcloud.com.


Klik her og få et overblik over de enkelte audioer. 

Jeg har trådt mine journalistiske barnesko på ElboBladet i Fredericia, og jeg husker en dag i juni 1984, hvor den daværende redaktør af avisen kom begejstret ind på redaktionen med en stak papirer i hånden. Det var en fantastisk historie, sagde han. Og han havde ret. Papirerne rummede en helt unik historie. Det var den 12-årige pige Karen Marie Becks skildring af tiden omkring Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 - oplevet fra en gård i Trelde.


Jeg fik en kopi af de mange håndskrevne A4-sider, gemte dem af vejen, og mange år efter fandt jeg dem frem igen. Siden blev Karen Maries spændende fortælling omsat til en føljeton på "min radio" Kanal 94, og siden blev historien til en audio udgivet i samarbejde med Fredericia Kommune.

Baggrunden for de mange håndskrevne A4-sider var fælgende. Det var den dengang 83-årige Karl Jeppesen, der fortalte avisens redaktør om Karen Marie Beck. Hun var hans mors faster, og han husker fra sin barndom, hvordan hun igen og igen fortalte om sine oplevelser. Men de blev aldrig skrevet ned - før den dag Karl Jeppesen selv gjorde det.

I 2002 udkom Karen Marie Becks historie som en lydftortælling i forbindelse med projektet Fredericia under Treårskrigen, men allerede i 1999 producerede jeg i samarbejde med min tekniske arbejdskollega på Kanal 94, Danmarks Radio i Vejle, en radioføljeton på fem afsnit om Karen Marie Becks historie. Manuskriptet til denne serie kan læses ved at klikke her.

De fem radioudsendelser blev i forbindelse med markeringen af 5. og 6. juli i 1999 udsendt i DR/Kanal 94 som en timelang sammenhængende montage, der kan aflyttes ved at klikke billedet nedenfor.

Dengang jeg drog afsted - DR Kanal94 - 1999

Radiomontage om udfaldet fra fæstningen Fredericia natten til den 6. juli 1849, "Dengang jeg drog afsted", sendt i Danmarks Radio/Kanal 94 i juli 1999. Udsendelsen var produceret af DR-journalist Thomas Kvist Christiansen og DR-lydtekniker Lars Ingwar i samarbejde med historiker Morten Zierau fra Fredericia.

Medvirkende er Anders Engelbrecht, Fredericia Museum, og oberst Henning Høngsmark. Grete Lindholm fra Vejle lægge stemme til den pigen Karen Marie Becks erindringer fra Trelde i tiden omkring slaget ved Fredericia.

I udsendelsen medvirker desuden DR-journalisterne Erling Grau og Erik Sander fra Kanal 94 i Vejle

Forside    Bogproduktion    Journalistik    Historiske projekter    Lyd    Om    Blog